Interview mit dem Kristeligt Dagblad

 

Islamisme er udbredt på tyske skoler, og lærerne er rådvilde

Antisemitisme og salafisme er et problem blandt elever med muslimsk baggrund, viser tysk undersøgelse. Lærerne har ikke lært at imødegå radikalisering og frygter at blive stemplet som intolerante, fortæller professor bag den aktuelle bog ”Islamisme i skolen”

TOBIAS STERN JOHANSEN SKRIVER FRA TYSKLAND

En personlig oplevelse var afgørende for, at professor Karsten Jung udgav en bog om islamisme på tyske skoler. Han burde have set det komme: En af hans studerende, en lovende ung mand, fulgte for et par år siden professorens undervisning. Så en dag var manden væk. På Facebook skrev han, at han var rejst til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat.

”I dag ville jeg få øje på de små træk. Han holdt for eksempel op med at have kontakt til kvindelige studerende. Men jeg så dem ikke dengang,” siger Karsten Jung.

Han er så langt fra den eneste. For tyske lærere er ikke klædt på til at gennemskue og håndtere det stadig mere udbredte problem med radikalisering hos elever og studerende fra muslimske familier, vurderer professoren. Noget tyder på, at han har ret: En undersøgelse blandt 27 lærere på 21 skoler i Berlin viser, at skolerne har massive udfordringer med islamistiske og antisemitiske synspunkter blandt elever med arabisk og tyrkisk baggrund. Udtrykket ”du jøde!” er almindeligt brugt som skældsord i skolegården, og det er ”nærmest umuligt” at undervise om Mellemøsten, fortæller en bekymret lærer i rapporten. Den blev præsenteret tidligere på måneden af Berlins socialdemokratiske undervisningssenator, Sandra Scheeres, og American Jewish Committee. Ifølge rapporten, som tegner et stemningsbillede, udøver et mindretal af muslimske elever social kontrol over flertallet, og halvdelen af lærerne beretter, at især muslimske piger er under pres for at efterleve konservative muslimske idealer. Lærere beretter også om elever, der ikke anerkender undervisningen, og de efterlyser hjælp til at løse problemerne.

”Problemerne er mere udbredt, end mange måske går og tror,” siger Karsten Jung, som er professor i religionspædagogik og redaktør på bogen ”Islamisme i skolen”, som udkom i marts.

”Som tyske medier har rapporteret, hører man næsten dagligt antisemitiske fordomme og kommentarer. Men problemerne rækker langt videre,” siger han og påpeger, at flere end 900 studerende i Tyskland er taget til Mellemøsten som jihadister, og myndighederne frygter i øvrigt et voksende islamistisk voldspotentiale i Tyskland.

Karsten Jung kan genkende lærernes ønske om hjælp. Hans personlige oplevelse fik ham til at søge oplysning om, hvordan man som lærer kan imødegå radikalisering, men han fandt intet, og han besluttede sig for at udgive en bog om emnet.

I Danmark står skoler med lignende udfordringer, sagde undervisningsminister Merete Riisager (LA) i et interview i Kristeligt Dagblad fredag. Ministeren opfordrede til mere islamkritik i skolerne og efterlyste, at svære diskussioner om religiøse teksters syn på kønnenes ligestilling, jøder og homoseksuelle skal ”frem i klasselokalet”.

Det er initiativer, Karsten Jung også gerne vil fremme i Tyskland. Mange lærere er berøringsangst over for problemet, fortæller han.

”Muslimsk antisemitisme er et nyt problem, og lærere har oftest store vanskeligheder med at håndtere det, fordi der er tale om migranter. Lærerne vil gerne være tolerante og frygter at blive kaldt intolerante, hvis de irettesætter en migrant, selvom han siger noget antisemitisk,” siger Karsten Jung.

Samtidig har man fejlagtigt troet, at man kunne bruge tyske skoleprogrammer mod højreekstremistisk antisemitisme til også at bekæmpe muslimsk antisemitisme. Men mens  højreekstremister har meget lav uddannelse og bruger antisemitismen til at fremme en ’positiv’ selvopfattelse ved at se ned på andre, kommer muslimske ekstremister hovedsageligt fra højere sociale klasser, fortæller han.

”Deres motivation er religiøs, ’bekæmp dem, der ikke tror’, og ikke hovedsageligt politisk, selvom de kan have politiske mål såsom modstanden mod Israel. Det er grunden til, at de eksisterende programmer ikke fungerer efter hensigten,” siger han.

Hovedårsagen til radikalisering af børn og unge skal findes i nye moskeer, mener Karsten Jung.

”Der er antisemitiske tendenser i familierne, men jeg tror, at det største problem er nye former for moskeer, hvor radikale imamer er blevet meget sofistikerede i at formidle deres radikale verdensbillede. ’Normale’ moskeer har det samme problem som de fleste kirker: Deltagerne er gamle, og moskeerne er ikke attraktive for de unge. Men især de såkaldte salafistiske grupper kommer med attraktive tilbud, og de er desværre radikale. De unge er fra velstillede familier og har alt, de kunne tænke sig, bare ikke nære venner og en mening med livet. Moskeerne formår at tale de unges sprog og tilbyder dem denne mening ved hjælp af professionelle videoer og internetsider,” siger han.

Hidtil har tyske forskere og meningsdannere primært peget på sociale faktorer, når de skulle forklare radikalisering. Karsten Jungs bog er den første, der hævder, at problemet er religiøst, fortæller han. Han henviser til en undersøgelse, der viser, at 85 procent af de radikale muslimer, som bliver voldelige, kommer fra overklasse-familier.

”Det er efter min mening ikke muligt at adskille problemet fra religionen islam, for islamister henviser til de samme kilder som ’normale’ muslimer. Når en ung bliver islamistisk, søger vedkommende svar, som kun  religion kan give: Meningen med livet, Guds vilje, hvordan man skal leve. Hvis problemet er religiøst, bliver man nødt til at præsentere attraktive religiøse alternativer – en mere tolerant version af islam uden vold og antisemitisme. Det er ikke nok at sige, at antisemitisme eller islamisme er ’dårligt’. Det får blot eleverne til at føle sig skyldige og vil føre til yderligere radikalisering,” siger han.

Det kræver en massiv indsats at gøre noget ved problemet, mener Jung.

”Vi har brug for professionelle undervisere i den muslimske tro – men vi har ingen,” siger han med henvisning til, at mange ellers dygtige muslimske teologer i Tyskland ikke anerkendes af de muslimske samfund.

”Jeg håber, at bogen vil være en hjælp. Men det er næppe tilstrækkeligt.”

Willkommen

Willkommen auf meiner neuen Seite, die sich noch im Aufbau befindet.

Erste Inhalte sind bereits online, weitere werden in den nächsten Tagen folgen. Bitte schauen Sie vor allem in den Bereichen „Schule“ und „Hochschule“

10 Gebote für eine GFS

  1. Das Thema für die Dokumentation muss eine verständliche und fachlich nachvollziehbare Fragestellung, die mehrere Sichtweisen zulässt, haben. Diese Fragestellung muss durch die Präsentation bearbeitet werden, und zwar so, dass verschiedene Blickwinkel / Meinungen zur Sprache kommen und ein begründetes Urteil gefällt wird.
  2. Das Thema muss nicht dem Lehrplan entnommen sein, sondern kann jeden Bereich der Geschichte betreffen.
  3. Der Arbeit ist ein Quellen-, ein Literatur- und ein Abbildungsverzeichnis anzufügen. Literatur- und Quellenverzeichnis müssen formal korrekt sein. Formfehler haben Notenabzüge zur Folge.
  4.  Jede nicht allgemein bekannte Aussage muss durch eine Fußnote belegt werden. Wörtlich übernommene Aussagen sind mit direkter Zitatangabe zu belegen. Sinngemäß übernommene Aussagen sind mit „Vgl.“ zu belegen.
  5. Der Umfang einer GFS-Dokumentation beträgt etwa 10 Seiten. Sollte die Arbeit erheblich länger werden, ist das mit dem Fachlehrer abzusprechen.
  6. Im Fach Geschichte mit GK ist die Bearbeitung geeigneter Quellen unerlässlich.
  7. Im Fach Religion ist die Bearbeitung geeigneter Bibelstellen bei den meisten Themen unerlässlich.
  8. Die ausschließliche Arbeit mit Texten aus dem Internet ist, soweit nicht vorher ausdrücklich vereinbart (z.B. bei höchst aktuellen Fragestellungen im Bereich GK), für eine GFS inakzeptabel und hat Notenabzüge zur Folge.
  9. Es ist eine ausgedruckte Version abzugeben und eine elektronische Fassung im Word-Format oder als pdf zu mailen.
  10. Die Regeln der deutschen Rechtschreibung und Zeichensetzung sind einzuhalten. Erhebliche Verstöße haben Notenabzüge zur Folge.

Rezension

Wie schreibe ich eine Rezension?

Eine Rezension hat folgenden Aufbau:
1. Darstellung: Was steht eigentlich in dem Buch?
2. Würdigung: Was ist an dem Buch gut und entsprechend zu würdigen?
3. Ergänzung: Wo ist der Inhalt des Buches unvollständig und zu ergänzen?
4. Kritik: Was ist schlecht und zu kritisieren?

Je nach Länge des Buchs sollte eine Rezension 5-8 Seiten umfassen, dabei für die Darstellung etwa 3-5 Seiten, die übrigen jeweils 1-2 Seiten.
Vorsicht mit Punkt 3: Nicht jedes Buch ist zwangsläufig ergänzungsbedürftig. Es kann sein, dass dieser Punkt knapp ausfällt.